Celleprøve

Screening for livmoderhalskræft / Celleprøve

Der er omkring 340 nye tilfælde af livmoderhalskræft om året i Danmark, og hvert år dør omkring 90 kvinder af sygdommen. 

Livmoderhalskræft opstår i livmoderhalsens celler. Livmoderhalskræft kaldes også cervixcancer og skyldes i mange tilfælde en HPV-infektion. Screening for livmoderhalskræft er en gynækologisk undersøgelse. Prøven undersøges for celleforandringer eller HPV.

Når du er mellem 23 og 64 år, får du tilbud om at blive undersøgt for forstadier til livmoderhalskræft.

Ændring af screeningstilbud til 30-59-årige kvinder

Alle kvinder i aldersgruppen 30-59 år tilbydes fra 2025 HPV-baseret screening. Denne ændring sker på baggrund af en vurdering af fordele og ulemper forbundet med testmetoderne (hhv. undersøgelse for celleforandringer eller for HPV) for kvinder i denne aldersgruppe.

Det ser ud til, at lidt flere af de svære celleforandringer bliver fundet tidligere med HPV-baseret screening. HPV-testen er mere følsom, hvilket giver mulighed for at forlænge den tid, der går mellem undersøgelserne i screeningsprogrammet. Derfor bliver kvinder, der inviteres til at få foretaget HPV-baseret undersøgelse kun inviteret hvert femte år.

Siden 2021 er halvdelen af kvinder i alderen 30-59 år blevet screenet med HPV-test hvert femte år. HPV-baseret test anvendes i forvejen til kvinder i alderen 60-64 år.